Yoga er Kilden til Visdom

Yoga er kilden til dig selv og dit eget velvære

Blog

DEL 2

Opslået d. 29. december 2017 kl. 13.25

DEL 2 – mødet med Indien, mine forfædres og yogaens historie – kort fortalt


Min første tur til Indien var et sjok. Et kultursjok uden lige. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men da jeg for første gang landede i Calcutta lufthavn, og skulle videre der fra, blev det hele alt for uoverskueligt. Jeg ankom kl. 2 morgen og havde ingen planer, anden end måske at finde Yoganandas ashram, som jeg alligevel aldrig fandt.

Min første taxa tur var ikke mindst lige så problematisk, da jeg ikke anede om de snød mig, eller hvad der var realistisk at give for en tur ind til byen.

Alt var lukket, selv et hotel taxaen insisterede på, at køre mig hen til, åbnede ikke op, så jeg endte med at få trumfet igennem, at jeg bare ville ned til hovedbanegården. På hovedbanegården fandt jeg en thela (en vogn med en firkantet ramme at metal, og 4 hjul), og lagde mig til at sove på den. Jeg dækkede mig til, i det hvide lagen jeg havde med, og med min rejserygsæk i min favn, blundede jeg væk i et par timer.


En chai vallah (en der laver te), puslede rundt om thelaen, som han pustede gløderne til livs i hans lille bål. Da jeg vågnede slog jeg op i min tur guide, og fandt Bodh gaya som mit næste rejse mål.

Bodh gaya, trods det er samlings stedet for alle buddhistiske følgere, fangede mig ikke. Jeg var her i godt 3 dage og fandt en lille seddel frem, med ordene Mungher, som min yogalærer havde på nævnt, at hendes mester (Sw. Janakananda i Sverige) havde boet. Så det blev mit næste rejse mål.


(Billedet viser Mungher ashram, som er verdens første yoga universitet, der startede med at være et småt sted, klods op og ned af munghers togstation)


Ved Mungher (eller Munghyr) kom jeg helt uanmeldt til et torn højt sted, der lå på toppen af en høj bakketop. Den Colombianske portvagt der åbnede for mig, nærmest råbte af mig, fordi de ventede 400 gæster, der skulle komme, og her kom jeg uanmeldt. Vi kom frem til, med lidt snakken frem og tilbage, at jeg havde været elev af Janakananda, og hans ansigt ændrede sig og der gik ikke et ekstra sekund, før end at jeg stod indenfor murenes rammer. Jeg ville selvfølgelig blot møde Swami Satyananda, men det var ikke muligt, for han havde trukket sig tilbage, og levede kun med sine nærmeste disciple.


Om Swami Satyananda


Swami Satyananda – som jeg boede hos i Rikhia – blev født på fuldmånenatten til d. 25/12 i Almora i det nordlige Indien i 1923. Han levede sine første 20 år i familiens skød, hvor han i 1941 rejste af sted, uden en penny på lommen for at finde en guru (hans mester). Efter at have rejst fra det nordlige til det sydlige og andre dele af Indien, mødte han – lidt syd for hans hjemby – Swami Sivananda i Rishikesh, som ligger lidt nord for New Delhi. Swami Sivananda og Paramahamsa Yogananda var det 20 århundredes yogier, der – som de første – bragte yogaens mange udøvende aspekter (så som Hatha yoga, Raja yoga og Kriya yoga) ud fra det skjulte, ud af hulerne og det mystiske, til os – hverdags mennesket – der dealer med en stresset hverdag og netop har brug for yogaens redskaber.


Fra 1943 frem til 1963, arbejdede Swami Satyananda for Swami Sivanandas mission. Swami Sivananda sagde til Satyananda “work hard and the light will unfold”, og det gjorde han. Han arbejde så intens, at Sivananda havde givet udtryk for, at holde Satyananda i hans ashram, er det samme som at prøve på at få en elefant ned i en tændstikæske. Så i 1954 sendte Sivananda ham af sted med budskabet om, at sprede yoga fra dør til dør, kyst til kyst. Efter at have vandret Indien rundt med dette i mente, etablerede han i 1963 (året hans guru Swami Sivananda forlod sin krop) skolen i Bihar (munghyr) Bihar School of Yoga. Her fra rejste han ud til hele verdenen – der er ikke det land han ikke har været i – og satte yogaens flag i hvert og et af de forskellige kontinenter, verden over.


I 1983 ( i en alder af 60), kaldte han sin ynglings disciple Swami Niranjan, som nærmest voksede op i Swami Satyanandas ashram, fra han var 4 år gammel, men blev sendt til Amerika i en alder af 11 år (mere om ham, senere i forløbet). Da Swami Niranjan blev kaldt tilbage som 21 årige, ville Satyananda forlade hans rolle som guru, for at leve det liv han fandt i Rikhia, men Niranjan bad ham blive, så han kunne blive sat ind i måden han skulle styre stedet på, både i form Indiens politiske situation, menneskene der levede der, og var dedikeret til Swami Satyanandas måde at gøre tingende på osv.


Men i 1988 forlod Swami Satyananda som sagt stedet (se del 1), uden at fortælle det til nogen. Han spadserede rundt, som på en hel almindelig dag, svandt ud af porten og kom aldrig tilbage.


Den yoga vi kender i dag, er med tiden blevet modereret, omstruktureret og formet til den enkelte undervisers forståelse og interesse, selvom at de er givet af både Paramahamsa Yogananda (som kun besøgte USA i hans levetid), og Swami Sivananda, som aldrig satte sin fod uden for Indien, bortset fra Malaysia, hvor han var læge i mange år.


Skal vi forstå yogaens dybder, må vi forstå hele konceptet, ikke bare igennem den kognitive forståelse ved at læse og studere, men ved at leve den. Det gjorde Swami Satyananda i hans gurus ashram, og det gjorde vi, der kom til Munghyr eller Rikhia ashram også.

Kategorier: Min historie - af T. R. Andersen/Pragya

Skriv en kommentar

Hovsa!

Oops, you forgot something.

Hovsa!

De ord du har indtastet, matcher ikke den pågældende tekst. Prøv igen.

0 kommentarer