Yoga er Kilden til Visdom

Yoga er kilden til dig selv og dit eget velvære

Blog

Min historie DEL 1

Opslået d. 16. december 2017 kl. 13.20


Min historie DEL 1


Yoga var ikke noget jeg fandt interesse for, før end jeg var de 19 år gammel. Jeg startede i Hillerød, med en erfaren underviser fra Skandinavisk yoga og meditations skole. Grebet blev jeg, og inden der var gået et halvt år, havde jeg både været i Sinai ørkenen – hvor jeg sad i 3 dage, uden at bevæge mig uden for en lille cirkel, uden mad og kun med vand og mine tanker og omgivelser – og i Haa kursuscenter, hvor jeg bl.a. lærte kriya yoga; et program der alene kan tage op til 4 timer at gennemføre. Her boede jeg i min lejlighed, som jazzmusikeren Chick Corea, der låste sig inde i flere år, for at lærer klaver, som en eneboer, med yoga som ledsager, hvilket jeg trofast praktiserede for at få en personlig erfaring med de forskellige yoga teknikker. I en alder af 21 år, solgte min lejlighed sagde farvel til mit arbejde som pædagog medhjælper, og min familie måtte lige så, vinke farvel, til en ung dreng, der drog ud på et eventyr, der skulle “finde ham selv”.


Træet du ser i det fjerne, er træet jeg befandt mig under, alle tre dage igennem.


I Indien fandt jeg, inden der var gået en uge, det enorme yoga universitet, hvor selv Swami Janakananda – grundlæggeren af Skandinavisk yoga og meditations skole – har sin opvækst med yoga. Det var i den gamle ashram Swami Janakananda oplevede yogaen fra den var næsten hel ny (Bihar School of Yoga blev grundlagt i 1963 af Yogien Swami Satyananda, som var Swami Sivananda af Rishikesh mest dynamiske disciple). Her ankom jeg i år 2000, intet anende om hvad det var for et sted. Swami Niranjan der er den efterfølgende guru af stedet (læs om konceptet guru, i blog indslaget under Yogalærer uddannelsen), var den stille brise der fyldte stedet med hans overblik. Jeg var nu kun i dette sted i en 14 dages tid, hvor efter jeg tog til Rikhia, som skulle blive mit hjem i de næste 10 år.



Rikhia var et meget småt sted, som værnede om den daværende guru Swami Satyananda, som forlod hans disciple og guru rollen tilbage i 1988, for at leve som en Avadhoot (en person uden ejendele, uden ego, uden personlighed). Han fandt frem til Rikhia, som var et lille sted, uden veje, uden elektricitet eller anden form for moderne remedier. Stedet var som i stenalderen, og dem der boede der, var så fattige, at selv et måltid mad om dagen, var en ren velsignelse. Da jeg ankom i år 2000, var der ikke sket meget. Men det grundlæggende fundament var lagt for området i form af brønde og veje, samt simpelt genbrugs tøj og afgrøder som de selv kunne dyrke, havde givet dem en hverdag, som ikke længere var af hungersnød. Det samme galt ashrammen, hvor Swami Satyananda praktiserede hans smarana (at huske sit mantra med hver og et af hans åndedræt, dag som nat), som var hans grundlag for pancha-agni sadhana (pancha-fem agni-ild sadhana-at være dedikeret til en form for spirituel praktiserende øvelse), som går ud på at sidde fra tidlig morgen til solen går ned, mellem 4 ildsteder og med solen for oven, fra 14 januar til 16 juni som er den varmeste måned, hvor vi nogen gange målte temperaturen op til 53 grader (temperaturen mellem bålene blev i denne tid målt op til 96 grader), og han var ved at dejse, men holdt bevidstheden klar og frisk alle de fem år, han gennemførte denne sadhana i.


Vores plads var at være der for andre og for stedet. At tilsidesætte os selv, i form af hvad “jeg mener og gider”, men simpelthen at fatte skrubben og gøre de mange toiletter rene, bygge huse og hjælpe til i klinikken, som tog patienter ind fra de fattige områder omkring. Vi havde en skole, som startede fra 6 piger, der skulle lære engelsk, som i dag består af godt 2.000 piger og drenge, der ikke kun lærte engelsk, men computer, chanting, dans, yoga og selv det at hjælpe i store yoga programmer, hvor folk fra alle lande kom og deltog. Ud over at gøre toiletter, værelser og hallerne til de yoga udøvende rene, ordne køkkenet, lave mad og arbejde i haven med græsslåning, frugt træerne der skulle vedligeholdes osv. så stod jeg også for chanting med børnene og musikken til de dansende. Se bl.a https://www.youtube.com/watch?v=Dk46b3ch5aQ" target="_blank">HER og de https://www.youtube.com/watch?v=dsQ86_U53pM" target="_blank">klassiske danse, som den selv samme gruppe af unge landsby knægte og piger, ryster ud af deres ærme her. Da de præsenterede dansen, som du kan se på dette youtube klip, havde de haft omkring en uges undervisning, hvor efter de optræder her, foran flere tusind af tilskuere, som både er fra deres landsby, såvel som fra besøgende, verden over.

Som du kan se, så svinger de hofterne og vi introducerer al form for dans, så vi ikke begrænser dem til kun det der “ser spirituelt ud”. Nogle folk blev forarget over at se det, mens andre (de fleste) var imponeret over at se den transformation der skete, når børnene kom fra deres slidte skole tøj, simple tilværelse, til dette. Chanting og sanskrit var noget jeg lærte mig selv, samtidig med at jeg lærte de lokales modersprog, så jeg kunne kommunikerer med dem og lærer deres kultur og koncepter at kende.

Kategorier: Min historie - af T. R. Andersen/Pragya

Skriv en kommentar

Hovsa!

Oops, you forgot something.

Hovsa!

De ord du har indtastet, matcher ikke den pågældende tekst. Prøv igen.

0 kommentarer