Yoga er Kilden til Visdom

Yoga er kilden til dig selv og dit eget velvære

Blog

DEL 2

Opslået d. 29. december 2017 kl. 13.25 Comments kommentarer (0)

DEL 2 – mødet med Indien, mine forfædres og yogaens historie – kort fortalt


Min første tur til Indien var et sjok. Et kultursjok uden lige. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men da jeg for første gang landede i Calcutta lufthavn, og skulle videre der fra, blev det hele alt for uoverskueligt. Jeg ankom kl. 2 morgen og havde ingen planer, anden end måske at finde Yoganandas ashram, som jeg alligevel aldrig fandt.

Min første taxa tur var ikke mindst lige så problematisk, da jeg ikke anede om de snød mig, eller hvad der var realistisk at give for en tur ind til byen.

Alt var lukket, selv et hotel taxaen insisterede på, at køre mig hen til, åbnede ikke op, så jeg endte med at få trumfet igennem, at jeg bare ville ned til hovedbanegården. På hovedbanegården fandt jeg en thela (en vogn med en firkantet ramme at metal, og 4 hjul), og lagde mig til at sove på den. Jeg dækkede mig til, i det hvide lagen jeg havde med, og med min rejserygsæk i min favn, blundede jeg væk i et par timer.


En chai vallah (en der laver te), puslede rundt om thelaen, som han pustede gløderne til livs i hans lille bål. Da jeg vågnede slog jeg op i min tur guide, og fandt Bodh gaya som mit næste rejse mål.

Bodh gaya, trods det er samlings stedet for alle buddhistiske følgere, fangede mig ikke. Jeg var her i godt 3 dage og fandt en lille seddel frem, med ordene Mungher, som min yogalærer havde på nævnt, at hendes mester (Sw. Janakananda i Sverige) havde boet. Så det blev mit næste rejse mål.


(Billedet viser Mungher ashram, som er verdens første yoga universitet, der startede med at være et småt sted, klods op og ned af munghers togstation)


Ved Mungher (eller Munghyr) kom jeg helt uanmeldt til et torn højt sted, der lå på toppen af en høj bakketop. Den Colombianske portvagt der åbnede for mig, nærmest råbte af mig, fordi de ventede 400 gæster, der skulle komme, og her kom jeg uanmeldt. Vi kom frem til, med lidt snakken frem og tilbage, at jeg havde været elev af Janakananda, og hans ansigt ændrede sig og der gik ikke et ekstra sekund, før end at jeg stod indenfor murenes rammer. Jeg ville selvfølgelig blot møde Swami Satyananda, men det var ikke muligt, for han havde trukket sig tilbage, og levede kun med sine nærmeste disciple.


Om Swami Satyananda


Swami Satyananda – som jeg boede hos i Rikhia – blev født på fuldmånenatten til d. 25/12 i Almora i det nordlige Indien i 1923. Han levede sine første 20 år i familiens skød, hvor han i 1941 rejste af sted, uden en penny på lommen for at finde en guru (hans mester). Efter at have rejst fra det nordlige til det sydlige og andre dele af Indien, mødte han – lidt syd for hans hjemby – Swami Sivananda i Rishikesh, som ligger lidt nord for New Delhi. Swami Sivananda og Paramahamsa Yogananda var det 20 århundredes yogier, der – som de første – bragte yogaens mange udøvende aspekter (så som Hatha yoga, Raja yoga og Kriya yoga) ud fra det skjulte, ud af hulerne og det mystiske, til os – hverdags mennesket – der dealer med en stresset hverdag og netop har brug for yogaens redskaber.


Fra 1943 frem til 1963, arbejdede Swami Satyananda for Swami Sivanandas mission. Swami Sivananda sagde til Satyananda “work hard and the light will unfold”, og det gjorde han. Han arbejde så intens, at Sivananda havde givet udtryk for, at holde Satyananda i hans ashram, er det samme som at prøve på at få en elefant ned i en tændstikæske. Så i 1954 sendte Sivananda ham af sted med budskabet om, at sprede yoga fra dør til dør, kyst til kyst. Efter at have vandret Indien rundt med dette i mente, etablerede han i 1963 (året hans guru Swami Sivananda forlod sin krop) skolen i Bihar (munghyr) Bihar School of Yoga. Her fra rejste han ud til hele verdenen – der er ikke det land han ikke har været i – og satte yogaens flag i hvert og et af de forskellige kontinenter, verden over.


I 1983 ( i en alder af 60), kaldte han sin ynglings disciple Swami Niranjan, som nærmest voksede op i Swami Satyanandas ashram, fra han var 4 år gammel, men blev sendt til Amerika i en alder af 11 år (mere om ham, senere i forløbet). Da Swami Niranjan blev kaldt tilbage som 21 årige, ville Satyananda forlade hans rolle som guru, for at leve det liv han fandt i Rikhia, men Niranjan bad ham blive, så han kunne blive sat ind i måden han skulle styre stedet på, både i form Indiens politiske situation, menneskene der levede der, og var dedikeret til Swami Satyanandas måde at gøre tingende på osv.


Men i 1988 forlod Swami Satyananda som sagt stedet (se del 1), uden at fortælle det til nogen. Han spadserede rundt, som på en hel almindelig dag, svandt ud af porten og kom aldrig tilbage.


Den yoga vi kender i dag, er med tiden blevet modereret, omstruktureret og formet til den enkelte undervisers forståelse og interesse, selvom at de er givet af både Paramahamsa Yogananda (som kun besøgte USA i hans levetid), og Swami Sivananda, som aldrig satte sin fod uden for Indien, bortset fra Malaysia, hvor han var læge i mange år.


Skal vi forstå yogaens dybder, må vi forstå hele konceptet, ikke bare igennem den kognitive forståelse ved at læse og studere, men ved at leve den. Det gjorde Swami Satyananda i hans gurus ashram, og det gjorde vi, der kom til Munghyr eller Rikhia ashram også.

Min historie DEL 1

Opslået d. 16. december 2017 kl. 13.20 Comments kommentarer (0)


Min historie DEL 1


Yoga var ikke noget jeg fandt interesse for, før end jeg var de 19 år gammel. Jeg startede i Hillerød, med en erfaren underviser fra Skandinavisk yoga og meditations skole. Grebet blev jeg, og inden der var gået et halvt år, havde jeg både været i Sinai ørkenen – hvor jeg sad i 3 dage, uden at bevæge mig uden for en lille cirkel, uden mad og kun med vand og mine tanker og omgivelser – og i Haa kursuscenter, hvor jeg bl.a. lærte kriya yoga; et program der alene kan tage op til 4 timer at gennemføre. Her boede jeg i min lejlighed, som jazzmusikeren Chick Corea, der låste sig inde i flere år, for at lærer klaver, som en eneboer, med yoga som ledsager, hvilket jeg trofast praktiserede for at få en personlig erfaring med de forskellige yoga teknikker. I en alder af 21 år, solgte min lejlighed sagde farvel til mit arbejde som pædagog medhjælper, og min familie måtte lige så, vinke farvel, til en ung dreng, der drog ud på et eventyr, der skulle “finde ham selv”.


Træet du ser i det fjerne, er træet jeg befandt mig under, alle tre dage igennem.


I Indien fandt jeg, inden der var gået en uge, det enorme yoga universitet, hvor selv Swami Janakananda – grundlæggeren af Skandinavisk yoga og meditations skole – har sin opvækst med yoga. Det var i den gamle ashram Swami Janakananda oplevede yogaen fra den var næsten hel ny (Bihar School of Yoga blev grundlagt i 1963 af Yogien Swami Satyananda, som var Swami Sivananda af Rishikesh mest dynamiske disciple). Her ankom jeg i år 2000, intet anende om hvad det var for et sted. Swami Niranjan der er den efterfølgende guru af stedet (læs om konceptet guru, i blog indslaget under Yogalærer uddannelsen), var den stille brise der fyldte stedet med hans overblik. Jeg var nu kun i dette sted i en 14 dages tid, hvor efter jeg tog til Rikhia, som skulle blive mit hjem i de næste 10 år.



Rikhia var et meget småt sted, som værnede om den daværende guru Swami Satyananda, som forlod hans disciple og guru rollen tilbage i 1988, for at leve som en Avadhoot (en person uden ejendele, uden ego, uden personlighed). Han fandt frem til Rikhia, som var et lille sted, uden veje, uden elektricitet eller anden form for moderne remedier. Stedet var som i stenalderen, og dem der boede der, var så fattige, at selv et måltid mad om dagen, var en ren velsignelse. Da jeg ankom i år 2000, var der ikke sket meget. Men det grundlæggende fundament var lagt for området i form af brønde og veje, samt simpelt genbrugs tøj og afgrøder som de selv kunne dyrke, havde givet dem en hverdag, som ikke længere var af hungersnød. Det samme galt ashrammen, hvor Swami Satyananda praktiserede hans smarana (at huske sit mantra med hver og et af hans åndedræt, dag som nat), som var hans grundlag for pancha-agni sadhana (pancha-fem agni-ild sadhana-at være dedikeret til en form for spirituel praktiserende øvelse), som går ud på at sidde fra tidlig morgen til solen går ned, mellem 4 ildsteder og med solen for oven, fra 14 januar til 16 juni som er den varmeste måned, hvor vi nogen gange målte temperaturen op til 53 grader (temperaturen mellem bålene blev i denne tid målt op til 96 grader), og han var ved at dejse, men holdt bevidstheden klar og frisk alle de fem år, han gennemførte denne sadhana i.


Vores plads var at være der for andre og for stedet. At tilsidesætte os selv, i form af hvad “jeg mener og gider”, men simpelthen at fatte skrubben og gøre de mange toiletter rene, bygge huse og hjælpe til i klinikken, som tog patienter ind fra de fattige områder omkring. Vi havde en skole, som startede fra 6 piger, der skulle lære engelsk, som i dag består af godt 2.000 piger og drenge, der ikke kun lærte engelsk, men computer, chanting, dans, yoga og selv det at hjælpe i store yoga programmer, hvor folk fra alle lande kom og deltog. Ud over at gøre toiletter, værelser og hallerne til de yoga udøvende rene, ordne køkkenet, lave mad og arbejde i haven med græsslåning, frugt træerne der skulle vedligeholdes osv. så stod jeg også for chanting med børnene og musikken til de dansende. Se bl.a https://www.youtube.com/watch?v=Dk46b3ch5aQ" target="_blank">HER og de https://www.youtube.com/watch?v=dsQ86_U53pM" target="_blank">klassiske danse, som den selv samme gruppe af unge landsby knægte og piger, ryster ud af deres ærme her. Da de præsenterede dansen, som du kan se på dette youtube klip, havde de haft omkring en uges undervisning, hvor efter de optræder her, foran flere tusind af tilskuere, som både er fra deres landsby, såvel som fra besøgende, verden over.

Som du kan se, så svinger de hofterne og vi introducerer al form for dans, så vi ikke begrænser dem til kun det der “ser spirituelt ud”. Nogle folk blev forarget over at se det, mens andre (de fleste) var imponeret over at se den transformation der skete, når børnene kom fra deres slidte skole tøj, simple tilværelse, til dette. Chanting og sanskrit var noget jeg lærte mig selv, samtidig med at jeg lærte de lokales modersprog, så jeg kunne kommunikerer med dem og lærer deres kultur og koncepter at kende.